Lynæsjollen – det sø-dygtige fartøj
Kendskabet til Lynæsjollen kan føres tilbage til cirka 1820, hvor lods Ole Jensen fra Frederikssund, byggede en helt enestående sødygtig og velsejlende jolletype Han var også ophavsmand til Frederikssundjollen.
Det særlige var også dengang den karakteristiske rundgattede agterstævn og den store bredde, der gjorde, at den bjergede sig helt fantastisk, uanset vind og vejr.
Efter en voldsom og altødelæggende orkan i 1852, hvor mange fiskere døde på havet, byggede Ole Jensen en serie af fiskerbåde efter Lynæsjollens gamle principper. De var glimrende sejlere og utroligt søgående. På denne måde blev den lille jolle moder til de store fiskebåde, der stadig bruges.
Norsk inspiration
Ifølge legenden skyldes den typiske bredbugede bådform, at bådebygger Ole Jensen isede inde i Sydnorge og lærte den brede jolle med det runde agterparti at kende fra lokale bådebyggere. Hjemme i Frederikssund byggede han den første jolle af den type, og fiskerne opdagede, at den var mere sødygtig end de lokale både.
En af Ole Jensens dygtigste lærlinge, Peter Madsen, begyndte senere for sig selv i Lynæs og byggede mange sødygtige fartøjer til Kattegatsfiskeri. Hans sønner, herunder bådebygger Christian Madsen, førte traditionerne videre og byggede Lynæsjoller – dog uden tegninger og skabeloner – men med kunsthåndværkerens øjemål, dygtighed og erfaring.
Mange har forsøgt at gøre ham kunsten efter, men i de fleste tilfælde har resultatet dog savnet det ægte særpræg.
Omkring 1960 var der formentlig 700-800 Lynæsjoller i Skandinavien, men derefter var udbredelsen stærkt dalende, helt sikkert på grund af for få specialister og for dyr produktion. I slutningen af 1960’erne kom der atter gang i fremstillingen da Lynæs Bådeværft gik over til at benytte glasfiber.
Læs mere om Lynæsjollen her og om Lynæs’ historie her.