LYNÆS er rykket til Hundested
Dogville hedder en lille butik på Hundested Havn, som forhandler det lokale tøjmærke LYNÆS.
På Hundested Havn ligger en undselig barak et stenkast fra færgelejet. Her er åbnet en ny butik, der sælger dansk produceret tøj – det hyperlokale tøjmærke LYNÆS denmark samt det danske surferbrand Klitmøller Rig Wear.
Selvom det slet ikke var meningen, at der skulle være butik, er Dogville kommet godt fra start. Ikke mindst efter en tur i TV-avisen.
Det er makkerparret Christian og Kristian, med efternavnene Taasti og Westfall, der har slået dørene op for Dogville. De to startede for knap tre år siden tøjmærket LYNÆS denmark sammen.
Først med t-shirt og kasketter, men hurtigt blev der sat en ambition i søen om at producere dansk tøj, hvilket mundede ud i sømandstrøjer i uld og bomuld.
“Det var faktisk lidt af et detektivarbejde at finde danske strikkerier, og processen med at strikke og sy dansk tog omkring 1,5 år, før vi stod med det færdige produkt,” fortæller Kristian Westfall, den ene halvdel af LYNÆS.
I dag er der flere forskellige sømandstrøjer til salg fra LYNÆS. Hvvor man i starten kun kunne bestille på nettet, kan man nu tage til Dogville i Hundested og prøve sin næste sweater.
Butik ved et tilfælde
Det var egentlig ikke meningen, at Dogville skulle være butik, men da makkerparret først var rykket ind, gav det god mening også at invitere folk indenfor.
“Det skulle bare have været lager og kontor, men beliggenheden er super lige ved Trekanten, og mange kunder spurgte, om de ikke kunne komme forbi, hvilket jo er super fedt!” siger Christian Taasti, der siden 1989 har haft tøjmærket Klitmøller Rig Wear, der også er at finde i shoppen.
TV-avisen gav vind i sejlene
Dogville åbnede officielt som butik lørdag 9. oktober. Og et besøg af en DR-sendevogn kort forinden var med til at give butikken en flyvende start.
DR Nyheder interviewede ejerne af LYNÆS om at producere dansk i en coronatid, og det blev bragt i DR lørdag den 2. oktober.
Og det kunne mærkes for det lille lokale brand:
“Det var en vild oplevelse at se vores lille brand som en del af en stor historie med både Dansk Erhverv og Dansk Mode & Textil. Og det er da klart, at flere folk i Danmark fik øjnene op for LYNÆS, og hvad vi producerer,” siger Kristian Westfall og tilføjer:
“Vores sømandssweatre er faktisk lige sendt til en butik i Hanstholm.”