1. april: LYNÆS t-shirts bliver one-size-fits-all
Fra i dag dropper LYNÆS denmark alle størrelsesangivelser i de populære LYNÆS t-shirts.
Årsagen er, at mange kunder simpelthen ikke identificerer sig med den lille markering, der står i nakken.
Den ene ejer, Kristian Westfall, udtaler:
“Der er rigtig mange, vi er nødt til at diktere størrelserne for, og det er ubehageligt for begge parter. Især efter juleferien havde vi en del kunder, der identificerede sig med en M, men hvor vi satte dem i XL-kategorien med vores stigmatiserende størrelsesangivelser. Det vil vi ikke længere. Hen skal selv bestemme.”
Det er selvfølgelig bøvlet at skulle prøve tre-fire t-shirts for at finde den størrelse, der passer til ens valgte kropsstørrelse, og ejerne forventer da også et ekstremt boom i bytteri på webshoppen, da de nu bare sender en tilfældig t-shirt afsted ved netkøb.
“Men det er vigtigt at ingen føler sig stemplet og markeret som en størrelse, de ikke kan identificere sig med,” slutter Kristian Westfall, der selv identificerer sig med Brad Pitt, men har en krop der mest ligner en blanding mellem Gollum og Kaptajn Haddock.